Bæredygtighed/ grønt regnskab

Aerobicgården tager aktivt del i den grønne omstilling.
Vi tror på at alt tæller, selvom den enkelte indsats måtte synes uendelig lille.

  • Strøm
    Det vi gør og kan gøre, er at holde et skarpt øje med vores forbrug af energi samt brug af produkter.
    Vi har udskiftet al belysning, så centret er oplyst udelukkende med led.
    Belysningen er sensorstyret og aktiveres derfor kun ved behov.
    Vores kredsløbsmaskiner, med undtagelse af løbebånd/stairmaster fungerer ved hjælp af generatorer. Medlemmerne producerer selv den strøm det kræver at oplyse tastaturer med mere. Vi har mekanisk ventilation der kun kører når der er aktivitet i holdsalene. Yderligere ventilation foregår på den gammeldags facon, med åbne vinduer.
  • Vand
    Alle brusere har vandsparefunktion. Vandhaner er, med undtagelse af to, sensorstyrede.
    Vi opfordrer vore medlemmer til at spare på vandet, så det bliver en samlet indsats.
  • Varme
    Aerobicgården opvarmes med naturgas, og det kan i sagens natur diskuteres hvorvidt det bidrager til den grønne omstilling.
    Vi afventer den lokale udvikling i forhold til udnyttelse af fjernvarme fra de store lokale virksomheder.
    Dette projekt vil sætte Frederikssund kommune på det grønne landkort,
    og Aerobicgården håber at kunne blive en del af denne milepæl indenfor genanvendelse af overskudsvarme.
    Indtil dette sker mener vi ikke det bidrager til den grønne omstilling, at udskifte et fungerende anlæg til et nyt, der så skal udskiftes indenfor en årrække.
    Vi følger de officielle anvisninger for rumtemperaturer i større rum.
  • Rengøringsprodukter
    Alle de rengøringsprodukter vi anvender til overflade rengøring med mere, er fra leverandører der overholder nationale og europæiske krav.
    Vi uddanner vores personale i brug af korrekt mængde, således at vi ikke belaster vores vandmiljø unødigt.
    Vore medlemmer opfordres til at medbringe håndklæder når de benytter træningsudstyret, primært for at reducere brugen af aftørringspapir og sæbe.
  • Aftørringspapir
    Da vi udover at være ansvarlige ift. bæredygtighed også ønsker et højt hygiejne niveau, har vi udskiftet alle centrets papirdispensere og placeret dem korrekt.
    Begge dele har betydning for forbruget. Ved at placere dispensere i den rigtige højde, reduceres forbruget væsentligt.
    Det at dispenseren er ny betyder også at papiret skæres af på det rigtige tidspunkt.
    Det lyder ikke af meget, men i praksis reducerer disse tiltag forbruget med 20%.
  • Udendørsarealer
    Aerobicgården har et stort udendørsareal med parkering, haveanlæg og terrasse.
    Vi brænder ukrudtet fremfor at bruge sprøjtegifte, afklippet græs fordeles med biospreder og fungerer som gødning og terrassen behandles udelukkende med miljøvenlige beskyttelsesprodukter.

Samlet set gør vi hvad vi kan for at være en del den miljømæssige omstilling der er bydende nødvendig for os, vore børn og deres når den tid kommer.

Kirsten & Tom, Oktober 2024